|
Information om LokalstævnerPå Lokalstævner kan man gratis oprette sig som bruger, og er derefter i stand til at oprette stævner og tilmelde sig stævner i Lokalstævner systemet. Bemærk: Hvis du i forvejen er oprettet som bruger på Fanta-siderne, så kan du genbruge dit login til Lokalstævner.
Lokalstævner skal efter hensigten kunne tilfredsstille et bredt spektrum af brugere. Systemet er således sat op så man kan oprette store stævner med online tilmelding for et enormt antal deltagende hold fordelt på en masse rækker. Samtidig er ingen stævner for små og uformelle til at komme med i Lokalstævner. Man kan for eksempel også sagtens sætte en 3 hold turnering op på en enkelt bane en onsdag aften, hvis man som spiller/hold står og mangler sparringspartnere den dag.
Når man har oprettet sig som bruger, får man en email med sine bruger oplysninger, login og password. Man kan med det samme gå i gang med anvendelsen af systemet.
Når man tilmelder sig et stævne modtager man ligeledes en mail med oplysningerne om sin tilmelding og det stævne man har tilmeldt sig. Man tilmelder sit hold, og ens holdkammerater behøver således ikke være brugere af systemet eller navngivet før man møder op til stævnet. Hvis det er meningen man tilmelder sig stævnet som enkeltperson, eller navngiver sit hold med spillernes navne, vil det være angivet i informationsteksten om stævnet. Hvis man vil framelde sig skal man kontakte arrangøren af stævnet. Optagelseskriteriet for disse stævner er ”først til mølle”. Hvis et stævne i en række er fyldt op, kan man alligevel tilmelde sig og komme på venteliste. Derfra kan man så blive rykket op i turneringen hvis der kommer afbud fra andre hold, eller hvis arrangøren udvider deltagerantallet.
Når man opretter et stævne skal man være opmærksom på at stævnet ikke dukker op på Lokalstævner før det er blevet godkendt af DVBF. Hvis stævnet ikke umiddelbart bliver godkendt vil det være fordi man er kommet til at sætte stævnet op på en måde der er uhensigsmæssig og forvirrende, eller at stævnet ser ud til at kunne konkurrere uhensigtsmæssigt med Fanta Touren. I begge tilfælde vil DVBF tage kontakt til arrangøren.
Når stævnet så er godkendt vil spillere kunne begynde at melde hold til. Man kan som arrangør afmelde hold igen. Hvis man vil aflyse et stævne (fx ved for lidt tilmelding), skal man rette henvendelse til avi@volleyball.dk
Prøv at være så klar og præcis i præsentationen at der ikke hersker tvivl om hvor stævnet spilles og om der er særlige omstændigheder/faciliteter ved stævnet. Som udgangspunkt vil spillerne forvente at man selv dømmer kampene, at nettene er sat op, at der er en kampbold pr. bane og at man får 3 kampe pr. hold. Hvis der er afvigelser herfra, bør man skrive det i stævnebeskrivelsen.
Efter stævnet er afviklet kan man online skrive slutstillingen for stævnet, række for række.
Tanken bag Lokalstævner er at systemet kan gavne dansk beachvolley på en række punkter:
- Stævne arrangører har et sted hvor deres stævner kan annonceres ud til alle spillere i landet.
- Potentielle spillere kan nemt finde frem til hvor og hvordan de kommer til at spille, fordi Lokalstævner ligger på beachvolley.dk som er en oplagt adresse for en begynder at søge på nettet.
- Ikke kun begyndere, men også bredde- og divisionsspillere vil få nemmere ved at komme til at spille – Fanta Touren er meget populær og man skal være meget tidligt ude for at melde sig til i de rækker der ikke optager på baggrund af ranglistepoints.
- Elitespillere har som regel et netværk af medspillere og adgang til baner, men vil alligevel nemmere kunne finde sparring som forberedelse på Fanta Touren.
- De yngste spillere har ofte svært ved at rejse tværs over landet for at deltage i Fanta Tour. De kan nu få et større udbud af stævner lokalt hvor de er.
- De lokale klubber kan bruge systemet til at rekruttere nye medlemmer og skabe aktivitet på deres baner. Som før nævnt er det nemt for potentielle spillere at finde frem til Lokalstævner, og arrangørklubben kan give rabat på tilmeldingsgebyr for klubmedlemmer.
- Arrangørklubben/stævnelederen kan skaffe sig en indtægt ved at afholde stævner.
- Arrangører rundt omkring i landet slipper for at holde styr på tilmeldinger selv, og slipper for hver især at udvikle deres eget tilmeldingssystem.
- Lokalstævner er under stadig udvikling, så hvis du har forslag til hvordan systemet kan blive mere anvendeligt for dig som spiller/arrangør, så sig endelig til.
| |
|
![]() |