Monday, 08 June 2020 17:19

Endelig – Touren starter nu

Written by 

Det mange beachvolleyspillere har gået og ventet på kan endelig lade sig gøre – der kan afvikles turneringer på Pepsi MAX Beachvolley Tour 2020

Med et ændret forsamlingsforbud til 50 personer og retningslinjerne for konkurrenceidræt, er det nu blevet muligt at afvikle turneringer på Pepsi MAX Beachvolley Tour – dog i et lidt anderledes format end det normale.

Vi har i denne svære og uvisse periode været i tæt dialog med vores arrangører – klubberne. De har på vanlig vis været forstående, fleksible, omstillingsparate, idérige og som altid en fornøjelse at arbejde sammen med.

Selvom vi ved mange af jer straks er på vej til MinSport for at melde jer til, håber vi, at I lige vil give jer tid til at læse denne nyhed til ende – vi prøver her at beskrive de ændringer, der vil være for årets Tour

Opstart
Lige nu er det vigtigt, at spillerne kan komme i gang med planlægning og tilmelding og vi har derfor fokuseret på turneringerne i juni; Kolding Master, Ikast Challenger 1 og 2, Copenhagen Master og Aalborg Challenger samt ungdomsturneringerne i Ikast, Ishøj, Kolding og Odense (flyttet fra København).
De øvrige turneringer bliver opdateret i løbet af denne uge.
Tilmeldingsfristen for de tre stævner i den kommende weekend (Kolding, Ikast Ungdom og Ishøj Ungdom) er torsdag d. 11. juni kl. 12.00
Til kommende stævner er det den normale tidsfrist, tirsdag kl. 12.00, der er gældende

Afvikling af turneringer
Med forsamlingsforbuddet på 50 personer kan vi kun have 24 hold samlet i samme zone. Heldigvis fortolkes forsamlingsforbuddet ved konkurrence idræt (og træning) således, at der gerne må være flere zoner på samme anlæg, så længe der er en klar adskillelse af zonerne og spillerne i de enkelte zoner ikke interagerer med spillere fra en anden zone – og altså ikke mødes på tværs.
Volleyball Danmark har opdateret retningslinjerne for afvikling af turneringer og træning

Turneringsform
De første turneringer vil alle blive afviklet som 1-dags stævner, da det således forhåbentligt bliver muligt at få alle tilmeldte hold med.
Hvis forsamlingsforbuddet som forventet ændres, vil flere turneringer afvikles som normale 2-dags stævner.
Læs altid nærmere under det enkelte stævne.

Ved det første stævne, Kolding Master, vil damerækkerne blive afviklet lørdag og herrerækkerne søndag.
Ved den anden turnering, Copenhagen Master vil det være omvendt – herrerækkerne vil blive afviklet lørdag og damerækkerne søndag

Ikast Challenger og Aalborg Challenger er 1-dags stævner, hvor begge køn spiller samme dag
Ungdomsstævnerne er ligeledes 1-dags stævner, hvor begge køn spiller samme dag.

Bemærk at ungdomsturneringen d. 20. juni er flyttet fra København til Odense, da der ikke er plads til at afvikle den sammen med Copenhagen Master.
Den samlede oversigt over Ungdomsturneringerne ligger klar om et par dage, men man kan allerede se de fleste turneringer her

Overførsel af ranglistepoint
Da der ikke har været afholdt turneringer i maj/primo juni i år, og vi ved der er mange, der har ranglistepoint fra maj/primo 2019, har vi valgt, at der indføres en ”Corona-periode” på 42 dage på alle spillere, der deltager i turneringerne i juni/primo juli, så point optjent i maj/primo 2019 stadig tæller med.

Teknisk set betyder det, at ranglisten tæller 365 + 42 dage tilbage, for spillerens gældende stævner til ranglisten. Point fra maj vil så langsomt falde bort, når turneringerne ligger uden for ”365+42” dages perioden. ”Corona-perioden” bortfalder helt 6. juli.
Perioden indføres manuelt, når holdene melder sig til, men I kan med fordel sende en mail til tour@beachvolley.dk, hvis I ved I vil spille turneringer i juni/juli. Så indfører vi perioden med det samme, så I kan se jeres reelle status på jeres profil.

Forhold omkring de enkelte turneringer
Da vores sponsorer som tidligere nævnt i denne vanskellige situation har valgt at udskyde deres sponsorater til 2021, og vores lokale arrangører samtidig er udfordret på økonomien pga. lavere turneringsindtægter, vil der for en del turneringer være ændrede forhold i forhold til tidligere
Det gør sig bl.a. gældende omkring præmier, der i de fleste tilfælde ikke vil være som tidligere år, bl.a. vil der kun i meget sjældne tilfælde være pengepræmier
Der vil også være stævner, hvor der ikke er dommere i Eliterækkerne
Se mere under de enkelte stævner

Vi vil løbende komme med nyt, når  krav og retningslinjer fra regeringen og sundhedsmyndighederne ændrer sig.

Vi ses i sandet - ENDELIG

Read 1277 times Last modified on Monday, 08 June 2020 18:53


Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
dvbf@volleyball.dk


Ansvarlig for beachvolleyballområdet
Sekretariatschef
Claus Bøllingtoft

Kontakt vedrørende beachvolleyball
Beachvolleyball administrator
Peter Morsing
tour@beachvolley.dk

Elitechef for beachvolleyball
Martin Olafsen
maol@volleyball.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.

  
 

Login for administratorer