Thursday, 25 April 2019 10:18

Portræt: Søndergård/Okholm om pointjagt og vilde rejseaktiviteter

Written by 
At være beachvolleyhold på den internationale scene kræver en hel del planlægning og indsigt i World Tourens ranglistesystem. For makkerparret Helle Søndergård og Simone Marie Okholm Hansen er det derfor vigtigt at tage de helt rigtige beslutninger for, hvilke turneringer de skal smide i kalenderen – og det kan ofte ende i en spontan rejse til den anden side af jorden. Få her et indblik i parrets ambitioner og rejseaktiviteter for sæsonen.

Når man snakker med Helle og Simone, kan man godt fornemme, at de nu tager hul på deres tredje sæson sammen. Makkerparret har nemlig, trods deres forskelligheder, en særlig forbindelse sammen både på og uden for banen.

Helle: Vi har en god kemi og supplerer hinanden godt. Desuden tænker vi faktisk meget forskelligt og ser spillet på forskellige måder, hvilket i sidste ender styrker vores hold og giver os en masser nuancer af spillet.

Simone: Ja, vi lærer meget af hinanden. Men vi er ikke helt enige om træningstidspunkter. Helle kan finde på at foreslå træning kl. 7 om morgenen med et stort begejstret smil. Den er jeg ikke altid helt med på.

Helle: Til gengæld har vi begge altid højt humør og ikke mindst en fælles kærlighed for neglebehandlinger - når vi altså opholder os i lande, hvor den slags er billigt! Jeg synes Simone er skide sjov at rejse rundt sammen med, og det er altid en fest at være i hendes selskab. Det er vigtigt når vi bruger så meget tid sammen.

Simone: Ja, og du er en rigtig spasmager og kan få en hver akavet situation til at virke hel naturlig ved lige at fyre en lille joke af. Det har reddet humøret mange gange.

Helle: Men du kan dog være temmelig distræt og glemmer dine ting alle vegne. Vi har brugt mange fælles timer på at lede efter mistede ejendele i hele verden. Pung, spillertøj, mobil, dig selv – prøv at spørge hende hvor mange hævekort hun mister om året!

Medaljedrømme
Simone og Helle har i denne sæson allerede være til en 1-stjernet turnering i Indien og en 3-stjernet i Australien. Men holdet er slet ikke færdige med at rejse verden rundt i denne sæson.

Simone: Vi tilmelder os ofte turneringer i sidste øjeblik, fordi vi godt kan lide at tage den HELT rigtige beslutning. Så lige nu står vi og overvejer om det skal være 4-stjernet i Brasilien eller 2-stjernet i Tyrkiet. Derudover håber vi at kunne deltage i Continental Cup, og vi regner med at spille en masse WT stævner i Europa til sommer og i efteråret – men mon ikke vi finder på endnu en crazy rejse i sidste øjeblik?

Helle: Sidste sæson fik vi to 5. pladser på 1-stjernede turneringer, og vi var meget tæt på at komme i semi-finalen. Det har givet os blod på tanden for at jagte en medalje. Vores første DM sammen sidste år var meget tæt på at blive til en guld-medalje, så det vil vi selvfølgelig også gå efter at få med hjem i år.

Simone: Derudover har vi en stor drøm om EM, hvilket også er en stor motivationsfaktor, når vi nogen gange tager nogle vilde beslutninger (der sætter vores private økonomi over styr) om at rejse om på den anden side af jorden for at jagte point på den internationale rangliste.

Helle og Simone står lige nu til at skulle deltage i den fire-stjernede World Tour turnering i Itapema, Brasilien i midten af maj.

5 hurtige
Sushi eller pizza?
Helle: Pizza! Første gang jeg skulle prøve at spise sushi var på en backpacker rejse i Thailand for 10 år siden – det resulterede i sygdom og at lysten til sushi ikke er himmelhøj!
Simone: Umuligt valg! Det er jo to yndlings – men efter et beachvolley-stævne, hvor energi-depoterne er i bund er pizza helt klart favoritten.

Komedie eller drama?
Helle: Komedie! Hvad er livet uden humor!?
Simone: Helt sikkert drama – selvom jeg ikke har læst psykologi, kan jeg have det sjovt med at analysere mennesker og deres forhold i flere timer ad gangen (også med Helle).

”Tidligt op” eller ”jeg snoozer liiige lidt mere”?
Helle:Tidligt op – efter at have snoozet et par gange endnu tidligere på morgenen.
Simone:Jeg snoozer liiiige lidt mere og håber på at Helle ikke opdager det, da hun som regel har været vågen et par timer.

Blok eller forsvar?
Helle: Forsvar
Simone: Forsvar! Men vi kan begge to også blokke, vi bytter nemlig.

37 grader, høj sol og blødt sand ELLER 11 grader, stærk sidevind og hårdt sand?
Helle: Jeg ELSKER sidevind! Og klart hellere 11 grader end 37!
Simone: Sidevind er intet mindre end fantastisk og 11 grader kan man da også lige holde ud.
Read 752 times Last modified on Thursday, 25 April 2019 12:32


Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
dvbf@volleyball.dk


Ansvarlig for beachvolleyballområdet
Sekretariatschef
Claus Bøllingtoft

Kontakt vedrørende beachvolleyball
Beachvolleyball administrator
Peter Morsing
tour@beachvolley.dk

Elitechef for beachvolleyball
Martin Olafsen
maol@volleyball.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.

  
 

Login for administratorer